27 marts 10 - 22:20Rejsebrev nr. 9 (og det sidste)

Så er turens sidste session overstået. I dag (lørdag) modtog vi vores officielle diplomer (selvfølgelig med de obligatoriske stavefejl: Erikksen), ved en officiel frokost for de få tilbageværende trænere. Nu er der bare 24 timer tilbage i Zagreb og ikke andet at gøre end at pakke sammen og vente.
Sandt og sige så har der været den stemning den sidste uge. Allerede sidste fredag var de første trænere til eksamen og den danske delegation var oppe som de absolut sidste i torsdags.

Vi har vænnet os til livet hernede. Selv maden er begyndt at smage godt! Livet på Hostel Remetinec går sin vanlige gang. Lidt flere gæster og larm i weekenden. Den sædvanlige uspecificerede suppe to gange om dagen.
Lidt overraskende var det dog natten mellem fredag og lørdag. Der valgte et kroatisk herrekor, bestående af 20 basser og en enkelt tenor, at synge vemodige fædrelandssange, stående lige ude foran vores værelser, midt om natten (hvorfor vides ikke….). Det var næsten lige så slemt som da en 2.g klasse fra Næstved valgte at holde fest på samme sted og tidspunkt, blot ugen før.

Nu er det tid til evaluering. Både internt, hvad har Jesper og jeg lært på dette kursus, og eksternt, hvordan synes vi kurset har forløbet generelt.
Og som de trofaste læsere af bloggen nok har fornemmet, så har vores tilfredshed med kurset ikke været i top. Når de lovede 30 timers ugentlig undervisning nærmere har været 20 timer, underviseren hverken har været motiveret eller motiverende, den teoretiske undervisning har været uinspirerende og for størstedelen uvedkommende og når det officielle program slutter flere dage før beregnet, så kan begejstringen ligge på et meget lille sted. Hvordan kan man bede mennesker om at tage ferie fra deres almindelige arbejdsliv i 5 uger og så give dem følelsen af at de spilder tiden? Det er ikke acceptabelt.

Når det så er sagt, har vi alligevel fået et stort udbytte af kurset. Vi har fået et anerkendt system til opbygning af lektioner ind under huden. Med al respekt for Ferenc Toth (som er ansvarlig for den danske træneruddannelse) og hans høje niveau, så er to undervisningsweekender ikke nok til at få et fuldt system på plads. Vi har haft 5 uger til at arbejde med systemet og nu ligger det der. Der mangler stadig en del. Især på det taktiske område. Men vi glemmer ikke opbygning og principperne. Og det er guld værd i en sportsgren, hvor så meget består af empati og ukonkret fægteforståelse.

Det har været en stor fornøjelse at arbejde med de mange andre trænere. Med deres vidt forskellige baggrunde har det været en stor berigelse at arbejde med dem alle. Vi oplevede utallige gange hvordan vi blev bedre, blot ved at arbejde med andre trænere som havde en anden tilgangsvinkel, og dermed en anden løsning på et konkret problem. Også derfor valgte vi sjældent at arbejde sammen. Vi ville have så meget ud af vores ophold som muligt. Først når de andre stoppede og vi fortsatte, begyndte vi at arbejde sammen. Og vi har nok brugt 20% mere tid end de andre deltagere på vores praktiske arbejde. Eksempelvis har det kun været os to der har arbejdet efter at vi havde eksamen i torsdags. Hvilket kun gav hovedrysten fra underviseren. Og jeg kan godt forstå de andre deltagere. Når Zidaru går efter første time af de skemalagte tre timer, så går luften af ballonen. Og det kræver en Jesper der med insisterende stemme siger; ”Kom nu Mads, lad os lige tage en time mere, ellers så har vi ikke fået noget ud af dagen”, før man klemmer ballerne sammen og tæsker videre.

Nu mangler vi bare en sidste evaluering. Og den kommer når vi er tilbage på salen. Vil vi kunne producere bedre fægtere? Det vil kun tiden vise, men vi er overbevist. Det vil vi.

madse - Allerede tre kommentarer - §

21 marts 10 - 20:40Rejsebrev nr 8

I dag har mange af kursusdeltagerne deltaget i en lokal fægtekonkurrence. Jeg opnåede en hæderlig 7. plads blandt de 13 forskellige nationaliteter af 30 fægtere der stillede op. Der var en herlig stemning. Alle var glade for at være aktive i den praktiske del af vores profession. Det er det det drejer sig om. Alle coachede og heppede på livet løs. Det var svenske Peter Lindblom der fik den bedste placering med en andenplads. Vinderen var en rumæner ved navn Kortyanu. I øvrigt en god ven og tidligere holdkammerat med Nick Lapuste, som er afløser for begge danske trænere tilbage i Danmark. Verden er nu engang lille…..

Vores undervisning blev lidt mere underholdene da den tekniske direktør for FIE, Mr. Pop mødte op. Han skulle egentlig først være kommet i den sidste uge og været eksaminator til vores eksamen. Derfor blev hans besøg også som en lille minieksamen. Det betød at alle tæskede løs med lektioner om torsdagen, hvilket igen betød at alle var helt udmattede om fredagen. Pop holdt en tale hvor han takkede os for at bruge 35 dage på kurset. Han bemærkede vores entusiasme og dygtighed.

Talen hjalp dog ikke på deltagernes dalende humør. Vi er mere eller mindre holdt op med at lære nye ting. Vi har lært et nyt system og nu skal vi få det ind på rygraden. Men det er ikke helt nok. Der er mere at lære indenfor systemet, men vores lærers motivation er dalet til et hidtil uset lavt niveau. Og han har besluttet at undervisningen slutter på torsdag. Så deltagerne har haft travlt med at ændre flyrejser. Den danske delegation er dog fast besluttet på at træne indtil afrejsen søndag. Også fordi at vi ikke kan ændre vores afrejse…
Største problem blandt trænere, udover den lave motivation og kedsomheden, er en efterhånden udpræget mangel på våben. Der knækker klinger til højre og venstre grundet de mange lektioner. Og det skær i hjertet når den ene BF-klinge efter den anden ryger sig en tur.

Og livet på vores hostel er blevet en smule mindre eksotisk. 40 2.g-elever fra Næstved skal tilbringe den næste uge på vores hostel. Vi kan forstå hvad der bliver sagt på gangene, også kl. 3 om natten. Suk.
Vejret skal også lige kommenteres. For 20 dage siden gik vi tur i t-shirt, for ti dage siden var der snestorm, og nu er der igen 15-20 grader. Underligt.

madse - Allerede fire kommentarer - §

10 marts 10 - 13:05Rejsebrev nr. 7

Halvvejs inde i kurset og ikke meget at skrive hjem om. Kedsomheden breder sig og med de deraf følgende bivirkninger.
Vejret er det mest spændende. Lige nu har vi snestorm og tilsyneladende er kroaterne ikke meget for at bruge salt på vejene. Så gaderne i Zagreb er spejlglatte, ikke at bilisterne tager meget hensyn til det. De kører stadig som italienere på speed.
Kuldegraderne viser sig også i temperaturen på værelserne. Der er ingen mulighed for at skrue op eller ned for varmen. Remisens Så eneste mulighed for regulering er at åbne vinduet eller investere i stearinlys.

Der er mange spændende deltagere på kurset. Måske den mest sympatiske er assistenttræneren fra Ukraine, Yuriy Mazur. En meget smuk mand, både i sind og krop. Hans fægtestil er meget minimalistisk og simpel. Han vil lave flick på alt, men med mindst mulig bevægelse. Alt bliver afgjort på afstand og tempo. Og han er hele tiden utrolig afslappet, selvom man som fægter ved at det kræver mange kræfter at lave små flicks. Aldrig er hans arm helt udstrakt. Han er ikke den bedste fægter, men absolut den med den lækreste opfattelse af fægtning.
Han har de mest poetiske måder at omtale fægtning på. Håndledstræning i forbindelse med flicktræning, viste han ved at have våde hænder og kaste vandet af hænderne. Kroppen og armen skal i fægtning bevæge sig som vandet i en bæk der søger vej gennem stenene eller som en slange der bevæger sig fremad.
Det bedste ved Yuriy er hans næsten barnlige glæde ved fægtningen. Han lever for fægtning. Både som fægter og som træner. Da vi fandt ud af at der var en fægteturnering vi kunne deltage i om 11 dage, lyste han op: ”Virkelig, er det sandt, virkelig!?!?”. Således har vi det alle, men han tager nu prisen….

Og ja, der er ikke meget at skrive om. De 30 timers undervisning om ugen som vi var stillet i udsigt er nærmere knap 20 timer. Og vi har ikke mange muligheder for selv at øge træningsmængden. Heldigvis kan vi fægte flere gange om ugen.
Se billeder og andet godt på Facebookgruppen: FIE coaching course 2010

madse - Allerede fire kommentarer - §

01 marts 10 - 17:33Rejsebrev nr. 5

Så er første uge overstået. 4 uger igen. Der er ved at indfinde sig en daglig rytme. Op kl. 7.30. Morgenmad, praktisk undervisning, frokost. Lille pause og så ned på salen og lave ekstra lektioner med andre trænere der også gerne vil yde lidt ekstra. Undervisning igen kl. 15-18 og aftensmad. Aftenerne er sværest at komme igennem. Jesper har fået installeret et digitalt klaver på værelset, venligst udlånt af den danske ambassadør, så han er lykkelig. Jeg er blevet meget aktiv på facebook. Fantastisk tidsfordriv. Og så lige en flaske rødvin med Jesper til at falde i søvn på. Fridagene bruges enten på lektioner eller på udflugter og shoppingture. Jesper løber hver dag, hvilket har inspireret mig til at købe løbesko og til at bruge dem. Ubehageligt. Men jeg skulle gerne være i god form når jeg kommer hjem. Og når jeg bruger 2 timer hver dag på at få lektion, burde jeg være i topform til Påskestævnet. Så er I advaret….

Og så en lille klage. Kurset er beregnet til at være 6 timer hver dag. 30 timer om ugen. Men de fleste undervisningssessioner varer kun 2 timer, i stedet for de programsatte 3 timer. Så vi modtager kun ca. 20-25 timers undervisning om ugen. Derfor er vi en del trænere, især vesteuropæerne, der lige tager et par timer mere når der er tid til det. Vi gider ikke spilde tiden hernede, og 4 timer pr. dag er altså ikke nok for os.

Søndag besøgte jeg nogle vandfald et godt stykke uden for Zagreb, og på vejen tilbage var der begyndelsen til et museum med den fantastiske titel: LOCATION OF THE COLLECTION FUTURE MUSEUM OF THE HOMELAND WAR. Indtil videre var der kun nogle militære køretøjer. Jeg blev særlig forelsket i en ombygget traktor. Kroaterne havde i starten næsten ingen militær udrustning, hvorfor de blev nød til at lave deres egne.

madse - Allerede otte kommentarer - §